23948sdkhjf

Købmand åbnede sin anden forretning og lavede ”ekstraordinært resultat”

Den nordjyske købmand Lasse Nielsen kastede sig sidste år ud i en ny, stor udfordring, da han åbnede sin anden dagligvarebutik – og blev konkurrent til sig selv.

Lasse Nielsen har i flere år drevet en Spar-butik i Hune og valgte tirsdag den 12. marts – dagen efter statsminister Mette Frederiksens historiske pressemøde – at klippe snoren til en ny Spar-butik i Blokhus.

Det er gået over al forventning.

Et nyt regnskab fra selskabet Spar-Hune A/S, der omfatter begge butikker, viser, at overskuddet sidste år voksede fra 2 mio. kr. til 3,5 mio. kr.

- Det kan man godt være tilfredse med. Det er på mange måder et ekstraordinært resultat i et meget specielt år, siger Lasse Nielsen.

Corona-effekten

Han lægger ikke skjul på, at coronavirussen har haft positive konsekvenser for de to butikker, som han ejer halvdelen af. Resten er ejet af købmand og investor Rikard Andersen, der er medejer af en række købmandsbutikker rundt om i Nordjylland og eneejer af Meny i Saltum.

Spar i Hune er i høj grad en sæsonbutik, hvor omsætningen om sommeren er cirka fem gange højere end om vinteren.

Da coronakrisen ramte, og verdens grænser lukkede, stormede danskerne ud af byerne og hen i sommerhusområderne. Både for at feriere og for at arbejde.

- Det gjorde, at vi havde fantastisk april, maj og juni, hvor folk boede i sommerhusene og arbejdede hjemmefra. Vi solgte mange normale basisvarer, vi som regel ikke sælger, siger Lasse Nielsen.

To butikker tæt på hinanden

Den 38-årige nibenit overtog Spar-forretningen i Hune i 2014 og byggede den helt om. Hvert år har butikken givet overskud, og det samme gør Lasse Nielsen og Rikard Andersens nye Spar-butik i Blokhus.

De to butikker ligger kun 2 kilometer fra hinanden, men er vidt forskellige. Omsætningen i Spar Hune er cirka dobbelt så stor, selvom butikken kun er 200 kvm. større.

Det skyldes i høj grad sommerhusejere- og lejere, som ankommer en lørdag og fylder indkøbsvognen. Butikken i Blokhus derimod er en city-butik med dårligere p-forhold og et klientel, som ifølge Lasse Nielsen køber mindre ad gangen.

Åbningen af den nye Spar-butik har kostet lærepenge, siger han.

- Men vi er kommet rigtigt langt, og det har overrasket mig, hvor lidt omsætning butikken i Blokhus har taget fra butikken i Hune, selvom de ligger så tæt på hinanden, siger Lasse Nielsen.

Må ikke være dyrest

Siden han blev selvstændig købmand, har han gjort meget for at udviske forestillingen om, at dagligvarebutikker i sommerlandet er dyrere end alle andre.

- Vi skal være konkurrencedygtige. Vi har ikke lovet nogen at være billigst, men vi må heller ikke være dyrest. Det er vigtigt for os, at kunderne med tryghed kan køre i sommerlandet uden at føle, at vi forsøger at drive rov på dem. Det, tror vi på, er en stor del af den succes, vi har haft de seneste år, siger Lasse Nielsen, som også har arbejdet med at udvide sortimentet i sine butikker.

- Kunderne skal kunne handle færdigt i vores butikker. Vi forsøger at supplere basisvarerne med nonfood, lokale varer og specialiteter, som danskerne gerne vil prøve, når de holder ferie, siger han.

I sommermånederne, når solen skinner og feriegæster og omsætning vælter ind, er det ingen kunst at drive dagligvarehandel i kystbyerne. Kunsten består i at få forretningen til at køre rundt alle de andre måneder i året.

Selvom omsætningen i sommermånederne er fem gange højere end om vinteren, kan det ifølge Lasse Nielsen godt betale sig at holde åbent. Der er stadig en lokalbefolkning, som skal handle dagligvarer, og sommerhusene bliver brugt mere og mere om vinteren, siger han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.158